Behandling med Semaglutid (Wegovy) og ligende midler til vægttab

Overvægt er en kompleks problemstilling, der skyldes et samspil af gentiske, sociale og psykiske faktorer. Vi oplever en stor søgning af patienter der ønsker hjælp til vægttab, hvoraf mange eftersprøger behandling med Semaglutid (Wegovy). Semaglutid er som vægttabsmiddel blevet populært for sin evne til at opnå vægttab, men som med enhver medicin, er der også bivirkninger og andre udfordringer, der skal tages i betragtning, når man overvejer denne behandling.

Nogle af bivirkningerne til Semaglutid:

  • Kvalme >10%
  • Træthed > 10%
  • Galdesten 1-10%
  • Hårtab 1-10%
  • Betændelse i bugspytkirtlen 0-1%
  • Tab af muskelmasse
  • Nogle studier har vist, at der kan være en sammenhæng mellem Semaglutid og knogletab – dette vurderer vi som værende ganske bekymrende, da det muligt kan føre til knogleskørhed senere i livet.
 

Semaglutid er ikke en magisk løsning på overvægt. For at opnå optimale resultater kræver det betydelige livsstilsændringer, herunder en afbalanceret kost og regelmæssig motion. Mange patienter oplever det som en udfordring at opretholde disse ændringer på lang sigt, og forskningen viser at stort set alle patienter behandlet med Semaglutid, tager på igen hvis de ophører med behandlingen.

Vi følger, som ved alle problemstillinger, Sundhedsstyrelsens anbefaling for behandling med Semaglutid – ønsker man ikke at følge disse anbefalinger, kan vi ikke varetage behandlingen.

Sundhedsstyrelsen skriver følgende om behandlingen med Semaglutid:

  • Behandling med Semaglutid skal have en mindre rolle i behandlingen af overvægt
  • Behandling af overvægt med Semaglutid skal ikke være førstevalg
  • Kaloriereduceret kost og øget fysisk aktivitet, skal være afprøvet i minimum 3-6 måneder

Kilde: Sundhedsstyrelses Præparatanmeldelse af Semaglutid (Wegovy)

Det er derfor besluttet at følgende gælder for ordination af Semaglutid hos Familielægerne i Brønderslev:

  • Før der kan overvejes behandling med Semaglutid, skal man gennem 3-6 måneder have gennemgået:
    • Systematisk kostregistrering og diæt, dette f.eks. via smartphone app. eller en diætist
    • Regelmæssig motion
  • Eneste undtagelser fra ovenstående er patienter med morbid fedme, hvilket ufravigeligt beror på et lægeligt skøn (typisk BMI over 50), eller patienter med svære helbredsmæssige konsekvenser af deres overvægt, og her tænkes ikke klager fra bevæegeapparatet som f.eks. knæsmerter.
  • Løbende kontrol af behandlingen
  • Behandlingen stopper, når man har nået det aftalt mål for BMI, evt. med en udtrapningsperiode med 0,5mg ugentligt over 8 uger
 
Ønsker man ikke at gennegå ovenstående forløb med kostregistreing og motion, er der ingen grund til at efterspørge behandling med Semaglutid i vores klinik. Der er et stort udvalg af klinikker, der mod betaling, tilbyder Semaglutid behandling uden disse forventninger.